- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Forestilling DrømmeDøden – ny Opera
2. juni 2022 @ 20:00 - 21:30
Elsebeth synger Dronning Magrethe den første i Josefine Opsahls opera “DrømmeDøden” med libretto af Merete Pryds Helle. Operaen handler om Dronning Margrethe den første og Kalmar-unionen og hvad der skete bagefter…
Drømmedøden
– et nordisk drama om en skrøbelig union
Dronning Margrete den Førstes Kalmarunion er omdrejningspunktet i et nyt musikdrama: DrømmeDøden – en samproduktionen mellem NordicOpera og Den Ny Opera. Forfatteren Merete Pryds Helle har skrevet librettoen og musikken er af den danske komponist Josefine Opsahl.
Epidemien, unionen og begæret efter magt; det er et hjul med takker der drejes i den Nordiske historie. DrømmeDøden tager fat om begær og magtbegær; om dødens og magtens natur.
I dag står vi med en europæisk union der har det svært med sammenholdet, herskere der balancerer på kanten af demokratiets love og en pandemi der har ændret verden. Magtpositioner og identiteter opstår og brænder, for så at forvandles og forgå.
Med stærke paralleller til i dag tager DrømmeDøden os med til både Sverige, Danmark og Norge, og har fokus på de magtfulde kvinder, der som en gylden fletning gennem senmiddelalderen og renæssancen, hænger sammen i lange kæder af lærdom og indflydelse.
Forestillingen drejer hjulet i tiden fra Margrete I, der på vej til at fuldbyrde Kalmarunionen med indlemmelsen af Slesvig, dør af pest ombord på et skib i Flensborg Fjord, over Johanne den Gales datter Elisabeth, der bliver Dronning af Danmark, til Kristina Gyllenstierne, der forsvarer Stockholms Slott og Mor Sigbrit, Danmarks første finansminister. Alle forsøger de at dreje Kalmarunionens skib i hver sin retning og at få magten og guldet og kærligheden. Men med det skæbnesvangre Stockholmske blodbad, hvor Christian den 2. henretter mere end 80 adelige og politiske modstandere og deres tjenestefolk, bliver der sat endegyldigt punktum for unionstanken.
Stærkt kunstnerisk team
Librettist er den prisbelønnede og evigt overraskende forfatter og dramatiker Merete Pryds Helle (DK), der med frygtløs ærlighed igen og igen fanger os ind i hendes både rystende og håbefulde fortællinger ved hjælp af sit levende sprog. http://www.mereteprydshelle.dk
Komponist er Josefine Opsahl (DK) der med sine kun 29 år allerede har placeret sig stærkt i det danske og internationelle musikliv. Hendes talent spænder vidt og hendes nysgerrighed, engagement og appetit på livet og kunsten giver hendes musik en sjælden tiltrækningskraft. Modtager af Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris og Sonning-Fondens Talentpris. http://josefineopsahl.dk
Instruktør er den svenske teater-klippe Michaela Granit, der med stor skarphed har forløst ny dramatik på adskillige scener i Norden. Senest aktuel på Helsingfors Stadsteater og Norrbottensteatern med ’Morfars Mauser ’og ’Den Stora Elden’. Af andre teatre kan nævnes Stadsteatern i Stockholm, Riksteatern, Göteborgs Stadsteater, Svenska Teatern i Helsingfors, Dramaten og Norska Riksteatret. http://www.michaelagranit.se
Med sig har Michaela bragt scenograf og kostumedesigner Karin Lind (SE). De to har samarbejdet i mange teateropsætninger i Norden og Karins sideløbende arbejde som billedkunstner i kunstnerduoen Simka giver hendes blik på teatret et spændende løft. http://www.simka.se